Om os

Her kan du læse lidt om, hvem der står bag projekt NeurodiverDans – og hvad vi hver især bidrager med.

Siff Rozafeld

Jeg hedder Siff, er 38 år og lever af at støtte/vejlede andre i at mærke sig selv, stole på det indre liv og navigere efter det. 
Jeg bruger bevægelse og dans som en metode for denne sansning. Det har været min egen tilgang. Alt hvad jeg giver videre har jeg selv mærket først.

Siden 2017 har jeg arbejdet med at støtte og vejlede mennesker på forskellig vis gennem krop, følelser og sansninger. Dette har jeg gjort både individuelt og i grupper.

Jeg er selv et sensitivt menneske, men også stærk. 
Jeg rummer mange forskelligheder og det har været altafgørende for min livskvalitet at få kontakt til mig selv, for at kunne bruge de egenskaber jeg har med mig bedst og jeg har fundet ud af at en af mine store styrker er min sensitivitet.

 

Siff's rolle i projektet
I projekt NeurodiverDans står jeg for alt der skal til for at afholde NeurodiverDans holdene i København. Det er mig man møder hver gang på de hold. Derudover er jeg medstifter og projektudvikler på NeurodiverDans og står for kommunikation, fundraising, planlægning, design, økonomi og alle mulige administrative opgaver.


Christine Wiklund

Jeg er Christine. Med en faglig baggrund som uddannet psykomotorisk terapeut har jeg gennem de seneste seks år undervist, faciliteret, iværksat og drevet selvstændigt virke - med kropsbevidsthed, intuitiv dans og bevægelsesfællesskaber som centrum. Som underviser og som menneske, opdager jeg igen og igen de fantastisk potente ressourcer der er at hente i den frie form dans, for mennesker med sensitive nervesystemer, som ofte er tilfældet for mennesker med neurodivergens.

I mange år af mit liv følte jeg mig fanget i min krop, som om den ikke ville som jeg tænkte den skulle. Jeg havde mange følelser, reaktioner og mønstre som jeg ikke forstod og som jeg ikke havde rum for at udfolde. Samtalen alene var ikke nok for mig, fordi jeg oplevede en fastlåsthed i mit hovede, når der var så mange ord og krav i de mentale analyser.

Det autentiske, trygge og præstationsfri rum som jeg gennem mit studie mødte i den frie bevægelse - blev et sted hvor alle dele af mig kunne være. I de psykomotorisk terapeutiske fællesskaber oplevede jeg at nærvær, sammenhæng og accept af det hele menneske var fundamentet - og regulering af nervesystemet gennem dansen, broen til en sund, omsorgsfuld og meningsfuld måde at mestre livet på.

De trygge danserum skaber jeg for dig, der har brug for selvomsorgsfulde, ikke-dømmende fællesskaber - med plads til hele dig, som du er og som du har det i nuet - med musikken, rytmerne, åndedrættet og venlige spejlinger som katalysator for trivsel, livsmestring og fremkaldelse af dine indre ressourcer.


Christine's rolle i projektet

Jeg faciliterer danseundervisning i Aarhus - derfor er det mig du kontakter, møder og undervises af, hvis du tilmelder dig på NeurodiverDans i Aarhus.

Sammen med Siff og Fenja er jeg medstifter, udvikler og fundraiser på NeurodiverDans - et projekt hvor jeg også varetager planlægning, formidling, design, økonomi og en masse administrative opgaver. Derudover er jeg projektleder, hvilket bl.a. betyder at jeg holder hovedansvaret for at sikre en proces hvor projektudviklernes fælles værdier omkring bæredygtighed og et organisk strukturet arbejde henimod projektets visioner og mål, er bærende elementer - både i internt og eksternt samarbejde. Ydermere er jeg bestyrelsesmedlem i vores forening Bevægelsen hvor hovedvisionen ligeså, er at skabe flere ressourcefulde bevægelses-fællesskaber, på nationalt plan.


Fenja Lilou

Jeg er Fenja, og jeg er psykomotorisk terapeut.
Jeg går livets vej med kroppen som kompas og guider mennesker til at gøre det samme - for mig handler det om at mærke sig selv, lytte indad og lade livet vise retning indefra.

Gennem dans, bevægelse og individuelle sessioner skaber jeg rum for fordybelse og frisættelse - et sted, hvor kroppen får plads, og hvor vi kan udforske og gå på opdagelse i det, der bevæger sig indeni. Et rum, hvor vi kan udtrykke vores mest autentiske jeg.

Jeg er et empatisk menneske med en stærk sensitivitet, og jeg har brugt mange år på at lære mit indre at kende, og skabe nye fortællinger omkring mig selv. Det har ikke altid været let, men det har lært mig, at sensitivitet er en styrke - og en fundamental vej ind til kernen af sig selv. Dansen har fulgt mig gennem hele denne rejse, og er stadig en kraftfuld kilde for min udvikling og livsglæde.

Fenja's rolle i projektet

Jeg er en af kvinderne bag projekt NeurodiverDans, hvor jeg er medstifter og udvikler. I projektet fungerer jeg også som facilitator på holdene i Aalborg - det er mig, man møder, og som man kan tage kontakt til, hvis der er brug for det.
Derudover varetager jeg forskellige administrative opgaver, herunder kommunikation, metodeudvikling, planlægning og meget andet.